I de seneste årtier har Cape Breton Island, en del af den canadiske provins Nova Scotia, udviklet en betydelig turistindustri. Vi besøgte denne ø flere gange ved hjælp af et krydstogtskib, der anløb Sydney Harbour og ville vide mere.
Cape Breton Island er den nordøstlige del af Nova Scotia, Canadas næstmindste provins. Øen dækker et område på 6.406 kvadratkilometer og har 135.974 indbyggere (i 2011) "Cape Bretons" eller "Capers" udgør omkring 15 procent af befolkningen i provinsen Nova Scotia.
Den italienske sømand og opdagelsesrejsende John Cabot besøgte øen under sin rejse i 1497-98. Mens historikere diskuterer, om Kabot først besøgte Breton Island eller Newfoundland, mindes Cabots opdagelse på Breton Island i Cape Breton Island.
De første indbyggere i Cape Breton var sandsynligvis forfædrene til det oprindelige folk i Mí'kmaq, som beboede øen på tidspunktet for europæernes ankomst.
Øen, der er 177 kilometer lang, er for det meste kuperet og skovklædt og rejser sig til en højde på 1.745 meter over havets overflade i det bretonske højland.
Bras d'Or-søen, en af verdens største tidevandssøer med saltvand, dækker 684 kvadratkilometer i centrum af Cape Breton Island.
Cape Breton Island er adskilt fra resten af Nova Scotia og det canadiske fastland af Canso-strædet, 3 kilometer bredt. Den 130 meter brede, klippefyldte Canso Causeway, bygget i 1955, tillader tovejstrafik og et enkelt jernbanespor at nå Breton Island fra Nova Scotia-halvøen.
Ejet af franskmændene fra 1632 til 1763, var denne ø kendt som "Ile Royale", franskmændenes kongelige ø.
Begyndende med en fiskerby i 1713 byggede franskmændene Louisbourg-fæstningen mellem 1720-1740. Kendt for at eksportere fisk og levertran er Louisbourg blevet den tredje travleste havn i Nordamerika (efter Boston og Philadelphia).
Britiske kolonister erobrede fæstningen Louisbourg i 1745, men vendte tilbage til franskmændene i bytte for de europæiske grænsebyer (nu en del af Belgien).